Le 1932 Hotel & Spa Cap d’Antibes
Glamour & Art Deco på Den Franske Riviera
På Cap d’Antibes ligger Le 1932 Hotel & Spa med en særlig forbindelse til den glamourøse æra, der gjorde Den Franske Riviera til et internationalt samlingspunkt. Hotellet er inspireret af 1930’ernes mondæne Riviera og den tid, hvor kunstnere, forfattere og jetsettere søgte mod Juan-les-Pins og Antibes.
Den historiske bygning er nænsomt renoveret og har bevaret sin karakteristiske arkitektur og sit Art Deco-inspirerede udtryk. Smukke detaljer, bløde former og sofistikerede materialer skaber en stemning, der leder tankerne tilbage til Rivieraens gyldne år, mens moderne komfort sørger for, at opholdet føles nutidigt.
Middelhavet ligger tæt på, og fra hotellets øvre etager åbner der sig en skøn udsigt over det azurblå hav. De lange sandstrande i Juan-les-Pins ligger blot få minutters gang væk, mens Antibes’ historiske centrum og de stemningsfulde gader på Cap d’Antibes indbyder til oplevelser.
Her får du den perfekte base for at opleve Den Franske Riviera – med strandliv, kultur, gastronomi og den særlige atmosfære, som har tiltrukket rejsende til området gennem generationer.
Home / Rejser til Frankrig / Le 1932 Hotel & Spa Cap d’Antibes


Indkvartering
Le 1932 Hotel & Spa Cap d’Antibes tilbyder værelser og suiter med en gennemført Art Deco-inspireret indretning. De forskellige kategorier har hver deres karakter og spænder fra klassiske værelser med udsigt mod byen til større værelser og suiter med balkon og kig til Middelhavet.
Classic-værelserne er 18 m² og vender mod byen, mens Superior-værelserne på 20 m² har balkon og udsigt eller kig til Middelhavet. De 30 m² store Deluxe-værelser giver mere plads og har fra de øvre etager en smuk udsigt over havet.
Junior Suites tilbyder endnu mere plads og en mere eksklusiv ramme om opholdet. Indretningen viderefører hotellets karakteristiske Art Deco-stil med smukke detaljer og en varm atmosfære.


Restaurant & bar
På hotellets øverste etage ligger Quinto Cielo – en stemningsfuld rooftop-restaurant og loungebar med en imponerende panoramaudsigt over Middelhavet. Her kan dagen begynde med en lang frokost og fortsætte med et glas kølig vin, en aperitif eller en cocktail, mens Rivieraens karakteristiske lys langsomt ændrer sig.
Køkkenet henter inspiration fra det sydfranske, italienske og spanske køkken. Retterne er skabt til at deles og bygger på gode råvarer, velafstemte smage og en uformel tilgang til gastronomien. Når dagen går på hæld, forvandles Quinto Cielo til et livligt samlingspunkt med aperitivo, cocktails og musik under den åbne himmel.
I stueetagen ligger La Rotonde, hvor morgenmaden serveres i klassiske omgivelser. Uden for sommersæsonen bliver restauranten også et stemningsfuldt sted til middag og drinks. De høje lofter, buede åbninger og tidstypiske detaljer understreger forbindelsen til 1930’ernes Riviera.
På tagterrassen findes desuden et mindre bassin omgivet af liggestole. Her kan du nyde solen med Middelhavet som baggrund og en kølig drink inden for rækkevidde.

Spa & wellness
Spa Codage Paris® tilbyder skræddersyede behandlinger med fokus på både hudpleje og velvære. Behandlingerne tilpasses individuelt og kombinerer CODAGE Paris’ ekspertise med nøje udvalgte teknikker og produkter.
Vælg mellem målrettede ansigtsbehandlinger, massage og signaturbehandlinger, og afslut med en stund i saunaen.
Når solen igen lokker, kan du fortsætte ud på tagterrassen og nyde et par timer ved bassinet. Herfra er der ikke langt til Middelhavet, men tempoet er et helt andet.
